Kom and hvis du tør!

And eller flæskesteg juleaften?

Der er delte meninger, om det skal være flæskesteg, kalkun eller medister, men hvad ville en traditionel dansk juleaften være uden ænder!

Ænderne inddeles i 2 slags: svømmeænder og dykænder. I Danmark er den mest talrige andeart gråanden, som er en svømmeand, og som ofte ses i alt fra parksøer til større søer. Hannen kendes på sit grønne, metalskinnende hoved og sin grå krop, mens hunnen kendes på sin brune fjerdragt og blå vingespejl.

Danskerne foretrækker and

Gråanden er en populær fugl for jægere og er en af de arter, der årligt skydes flest af i Danmark. I Danmark udsættes en del gråænder i søer årligt til jagt. Ænder er da også den foretrukne spise for mange danskere juleaften, hvor flere millioner ænder hvert år ender på julebordet. Det har dog ikke altid været sådan. Tilbage i 1800-tallet var det gåsen, som oftest blev inviteret med til bords juleaften. Man brugte nemlig dens fjer og dun til dyner, og så kunne man passende fede dyret op henover sommeren og efteråret. Senere begyndte man at spise and i forbindelse med at velstanden steg, og folk kunne købe den velsmagende fugl på frost.

 

Vind VILDE præmier

Skriv og vind vilde frø, så du kan få mere natur, der hvor du bor. Send en mail til Obfuscated Email med navn og adresse  - så deltager du i lodtrækningen. Du kan deltage én gang hver dag.

Sammen om et VILDERE Danmark

Naturen er i krise i Danmark og på verdensplan, og et utal af dyre- og plantearter risikerer at uddø i den nærmeste fremtid. Derfor har Miljøministeriet igangsat kampagnen: ’Sammen om et VILDERE Danmark’, som skal motivere og inspirere danskerne i kampen for mere vild natur.

Den gode julenyhed er, at alle kan være med til at vende tilbagegang til fremgang, og den VILDE julekalender skal bidrage til at udbrede kendskabet til, hvordan vi fra altaner og haver kan gøre Danmark VILDERE. 

Stat og kommune
Staten har afsat 888 millioner til bl.a. mere urørt skov og naturnationalparker, som skal være med til at skabe mere vild og sammenhængende natur til gavn for fuglene, der synger i træerne, insekterne der flyver i luften, og frøerne der kvækker ved søerne. Samtidig dyster 92 kommuner om at blive Danmarks VILDESTE kommune. Dysten går ud på, at kommunerne skal udvikle de bedste biodiversitetsprojekter - og kun fantasien sætter grænser.