Giv naturen en gave!

Naturen fortjener også en julegave! Lad juletræet leve videre i haven, og giv læ for vinteren til insekter, småfugle og pindsvin.

Julen er for mange danskere lig med juletræ, som i juledagene pyntes i stuerne. Efter juletræet har tjent sin pligt i stuerne, og nålene begynder at falde af træet, kan juletræet stadig være til glæde og til gavn i din have. Juletræet kan fungere som et tiltrængt læ- og levested for mange insekter, småfugle og pindsvin igennem vinteren.

Sådan gør du

Det bedste er at lade juletræet ligge i et hjørne af haven, sammen med andet afklip og blade fra haven. Over tiden vil bl.a. mikroorganismer og svampe bidrage til at nedbryde træet. På den måde kan juletræet være med til at øge biodiversiteten i din have og være til gavn for mange, lang tid efter julens afslutning.

Vind VILDE præmier

Skriv og vind vilde frø, så du kan få mere natur, der hvor du bor. Send en mail til Obfuscated Email med navn og adresse  - så deltager du i lodtrækningen. Du kan deltage én gang hver dag.

Sammen om et VILDERE Danmark

Naturen er i krise i Danmark og på verdensplan, og et utal af dyre- og plantearter risikerer at uddø i den nærmeste fremtid. Derfor har Miljøministeriet igangsat kampagnen: ’Sammen om et VILDERE Danmark’, som skal motivere og inspirere danskerne i kampen for mere vild natur.

Den gode julenyhed er, at alle kan være med til at vende tilbagegang til fremgang, og den VILDE julekalender skal bidrage til at udbrede kendskabet til, hvordan vi fra altaner og haver kan gøre Danmark VILDERE. 

Stat og kommune
Staten har afsat 888 millioner til bl.a. mere urørt skov og naturnationalparker, som skal være med til at skabe mere vild og sammenhængende natur til gavn for fuglene, der synger i træerne, insekterne der flyver i luften, og frøerne der kvækker ved søerne. Samtidig dyster 92 kommuner om at blive Danmarks VILDESTE kommune. Dysten går ud på, at kommunerne skal udvikle de bedste biodiversitetsprojekter - og kun fantasien sætter grænser.