Sofie Graarup Jensen

Sofie Graarup er uddannet biolog og aktiv i foreningen ”De unge biodiversitets ambassadører”. Gruppens formål er at bringe naturen tilbage i danskernes liv og gøre dem opmærksomme på at biodiversiteten er en del af bæredygtighedsdagsordenen. Læs mere om Sofie og hvilke mærkesager hun vil tage med ind i juryen.

Grønne interesser og/eller hvad du laver til dagligt? 

Jeg er med i juryen som repræsentant for De Unge Biodiversitetsambassadører. Jeg brænder for den ægte vilde natur med alle sine facetter og for at formidle, hvad "rigtig" natur er til den brede befolkning. Jeg er selv vokset op med en ide om, at den lokale plantageskov var sådan, skove så ud - og oplevet, hvor enormt meget større min verden blev da jeg lærte hvad der rør sig i en naturlig skov. At gå en tur i naturen, hvor man kender arterne, deres navne og deres historier er et eventyr som alle bør opleve!

 

Hvorfor har du takket ja til at være VILDT jurymedlem? 

Jeg vil gerne repræsentere de unge, der vil det vilde.

 

Er der noget, du vil lægge særligt vægt på i bedømmelsen af kommunerne?

Jeg vil lægge vægt på initiativer, der for alvor prioriterer naturen med afsæt i faglighed. "Biodiversitet" er blevet lidt et buzzwords som alt for nemt bliver brugt til greenwashing. Derudover vil jeg lægge vægt på kommunernes inddragelse af borgerne, formidling og kreative løsninger.

 

Er det din vurdering, at den vilde natur er ved at vinde indpas hos danskerne? 

Ja! I dén grad og det er fuldstændig fantastisk! Der ligger dog en formidlingsopgave foran os, hvor vi skal lære, hvad naturen egentlig er - den er nemlig mangt og meget mere ind insekthoteller og blomsterstriber. Den er også barsk, rodet og besværlig - men den er også magisk og meningsfuld.