Vicky Knudsen

Vicky Knudsen er biolog og selvstændig naturformidler. Hun har medvirket i flere tv- og radioprogrammer, holdt foredrag og været på ture over hele landet, hvor hun som naturformidler deler sin store viden og endnu større naturglæde til både voksne og børn. Læs om hvilke emner, hun mener er særligt vigtige i kommunekonkurrencen.

Grønne interesser og/eller hvad du laver til dagligt?

Formidling. Foredrag, forfatter, radio-vært og af og til TV. 

 

Hvorfor har du takket ja til at være VILDT jurymedlem?

Fordi det er et fantastisk initiativ, at kommunerne nu også skal være med til at gøre Danmark vildere og mere biodiversitetsvenlig. Der er så mange oaser i vores haver og byer, men som er blevet trimmet til u.g., fordi det har været normen. Så kombinationen af at det gavner naturen og samtidig kommer til at give en masse mennesker gode naturoplevelser og større viden om naturen er fantastisk. 

 

Er der noget, du vil lægge særligt vægt på i bedømmelsen af kommunerne?

Det er svært at sige. Men jeg vil nok lægge en vægt på formidlingen af initiativerne, således at borgerne i kommunen som måske ikke har været med i processen også kan se idéen i det, og måske lader sig inspirere. Samt hvor meget der er tænkt over indsatserne og hvad de præcis gavner.

 

Er det din vurdering, at den vilde natur er ved at vinde indpas hos danskerne? 

Helt bestemt. Igennem min egen formidling kan jeg se med egne øjne hvor mange flere opsøger viden, er nysgerrige, nørder dyr og viser interesse for naturen. En ting er at flere og flere søger ud i naturen for at slappe af mm., men der er også flere og flere som gerne vil lære alle de andre arter bedre at kende. Det er også tydeligt, at det ikke længere bare er dovent og uordentligt med en vild have. Nu er det rent faktisk en vild have til gavn for biodiversiteten, uanset hvad naboen siger til det. Vores bevidsthed og vanetænkning omkring hvordan der skal se ud for at det er "rigtigt" er stille og rolig ved at flytte sig.